It-vest har fået ny formand

Nyhed fra It-vest, 30. oktober 2025

Pr. 1. oktober 2025 er Poul Toft Frederiksen konstitueret som formand for It-vest. Poul er Principal Scientist hos Grundfos A/S, hvor han har været ansat i 33 år, heraf næsten syv år som programchef for forskning og læring ved Poul Due Jensens Fond (2018-2024).

Poul Toft Frederiksen har en ph.d. fra Danmarks Tekniske Universitet og har tidligere varetaget forskellige specialist- og ledelsesfunktioner ved Grundfos A/S. Derudover er han i dag bl.a. medlem af Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd og af Akademiet for de Tekniske Videnskaber.

Poul Toft Frederiksen blev medlem af It-vests styregruppe i april 2024; i den forbindelse udtalte han:

- Informatik, som It-vest arbejder med, er jo en sproglig og kognitiv revolution på linje med talesprog. Jeg tror på, at alle fagligheder kommer til at tænke med informatik fremover, og selv er jeg dybt optaget af det tværfaglige felt inden for informatikområdet. Jeg har arbejdet med teknologi og uddannelse i mange år, og jeg ser meget frem til at være med til at præge indholdet i de unges it-uddannelser, så de bliver parate til ikke blot arbejdslivet, men til livet som sådan.

Se sammensætningen af It-vests styregruppe.