
Bettina Lundgaard har siden 2017 arbejdet som udviklingschef hos It-vest - samarbejdende universiteter. Her leder hun bl.a. masteruddannelsen i it. Bettina har mange års erfaring med både udvikling af it på uddannelsesområdet og som chefkonsulent med fokus på digital transformation. Hun har bl.a. tidligere arbejdet som chefkonsulent i Styrelsen for It og Læring.

Klaus Sommer Paulsen er administrerende direktør og grundlægger af AdventureLAB. Derudover er han også foredragsholder, forfatter, underviser og instruktør i både den akademiske og den professionelle sfære og har en master i it.
Klaus fokuserer i dette oplæg på, hvordan AI spiller en rolle i de kreative industrier med fokus på storytelling og oplevelser samt de tilknyttede discipliner, der også har stadig større betydning for andre virksomheder end blot attraktioner, museer, designere og reklamebureauer. Det er ikke bare en fortælling om nye kreative værktøjer og metoder, som Klaus beskriver i sin bog Integrated Storytelling by Design. Det er også indsigten i, hvordan samspillet mellem maskinen og mennesket håndteres af ledelsen i virksomheder, hvor kunsten at balancere mellem nytænkning og forretningssans er afgørende for succes og overlevelse. Det er et narrativ med mange lag – ikke mindst hvordan de professionelle kreative aktører ser deres egen rolle og muligheder i en faglighed i forandring.
Klaus er en erfaren taler og facilitator, der leverer præsentationer og workshops og arbejder med brands over hele verden, herunder i USA, Europa og Asien. Som taler stræber han efter at præsentere stof til eftertanke og handling, som er innovativt, yderst relevant for det fremmødte publikum, inkluderende og umiddelbart anvendeligt. Som facilitator gennem mange år anvender han originale, velafprøvede og løbende opdaterede designmodeller til at forankre workshops og andre deltagerbaserede aktiviteter med de teams, han arbejder med.

Meget er sket, meget lader vente på sig – den offentlige AI-samtale domineres af stærke enten positive eller negative fremtidsscenarier, mens en vildtvoksende, nutidig AI-ledelsespraksis tager form. Organisationens formelt besluttede GenAI-projekter får følgeskab af det, der uinviteret dukker op; Det, der udbydes fra organisationens side, overgås ofte hurtigt af de værktøjer, medarbejderne selv har taget med på arbejde – eller som kommer ind ad bagdøren via andre digitale værktøjer.
Rikke Kristine Nielsen vil i sit oplæg give et executive summary af den nyeste viden om AI-forandringslederrollen. Hun vil diskutere, om og hvordan it-forandringslederens rolle og værktøjer er under forandring i den slipstrøm af modstridende hensyn og dilemmaer, som AI-understøttelse fører med sig.
Rikke Kristine Nielsen er lektor ved Aalborg Universitet, Institut for Kommunikation og Kultur. I sin forskning udforsker hun den organisatoriske udviklingstrekant af lederskab, HR og organisatorisk forandring i et moderne forretningslandskab af VUCAP: volaritet, usikkerhed, kompleksitet og ambiguity (tvetydighed) samt paradokser. Hun er ekspert i organisatoriske paradokser og globalt lederskab med særlig interesse for kompetenceudvikling inden for paradoksnavigation og grænseoverskridende interaktion på tværs af organisatoriske, professionelle og teknologiske grænser i kontekster præget af flere interessenter.

Fra industrialiseringen til algoritmen: fremmedgørelse er ikke et nyt fænomen, men AI giver det en ny form. Med Hartmut Rosa og teknologihistorien som linse vil Jes Lynning Harfeld i sit oplæg give et filosofisk blik på nogle af tidens nye udfordringer inden for forandringsledelse.
Jes Lynning Harfeld er uddannet filosof og ph.d. i bioetik fra Aarhus Universitet. Siden 2013 har han været ansat først som adjunkt og siden som lektor i anvendt filosofi ved Institut for Kultur og Kommunikation på Aalborg Universitet. I sit arbejde interesserer han sig især for menneskets forhold til naturen og dyrene, men har også arbejdet med og skrevet om teknologi, organisationsfilosofi, menneskelig optimering (transhumanisme) og politisk filosofi. Jes arbejder desuden med forskningsformidling som projekt, og har skabt det filosofiske samtaleforedragskoncept, Filosofaen.
Oplægsholder: TBA
Denne side er senest redigeret 17. april 2026.