Når AI kan skrive koden, bliver fagligheden endnu vigtigere

Nyhed fra It-vest, 23. august 2026

Generativ AI ændrer ikke blot de værktøjer, studerende møder på it-uddannelserne. Teknologien flytter også på de kompetencer, der bliver afgørende i fremtiden. Det stod klart på It-vest symposiet Generative AI and the Future of Computing Educationden 17. og 18. august 2026, hvor forskere, undervisere og erhvervsrepræsentanter diskuterede, hvordan uddannelserne bedst ruster næste generation til en verden med AI. 

Over to dage blev muligheder og udfordringer ved generativ AI vendt fra forskellige perspektiver blandt 80 deltagere bestående af primært forskere, undervisere og fagansvarlige fra it-uddannelserne på de vestdanske universiteter krydret med en række af nationale og internationale oplægsholdere.  

En central erkendelse på symposiet var, at teknologien ikke mindsker behovet for stærke faglige kompetencer. Tværtimod. For når generativ AI i stigende grad kan generere kode og løse tekniske opgaver, bliver det endnu vigtigere at forstå de principper og metoder, der ligger bag. Fremtidens kandidater skal ikke blot kunne bruge AI-værktøjer, men også kunne stille de rigtige spørgsmål, vurdere kvaliteten af resultaterne og identificere fejl og mangler. 

Læring er mere end svar 
Flere af diskussionerne pegede på en anden vigtig dimension af uddannelse: Det sociale fællesskab omkring læring. 

Når det bliver lettere end nogensinde at få hurtige svar fra generative AI-systemer, opstår der et behov for bevidst at styrke de læringsmiljøer, hvor studerende lærer gennem dialog og samarbejde med andre. At diskutere faglige problemstillinger, udfordre hinandens perspektiver og udvikle løsninger i fællesskab er kompetencer, som ikke kan automatiseres.  

Derfor kan indtoget af generativ AI paradoksalt nok gøre de menneskelige aspekter af læring endnu vigtigere.  

En fælles opgave for de vestdanske universiteter 
Symposiet understregede også værdien af samarbejde på tværs af universiteter, sektorer og lande. Deltagerne delte erfaringer, udfordrede etablerede antagelser og drøftede, hvordan uddannelserne kan udvikles i takt med de teknologiske forandringer. 

Netop denne form for videndeling er afgørende, hvis uddannelsesinstitutioner skal navigere klogt i en udvikling, der både rummer store muligheder og komplekse dilemmaer.  

Læs mere om symposiet her